Fidlers tavle

En vision om avisen i år 2004

Den kaldes for tavlen - "the tablet" - og er på størrelse med et tykt ugeblad. Den er batteridrivet og har en flad skærm, der kan vise tekst, billeder, grafik og video med samme skarphed og kvalitet som trykte farvefotos. Den er bærbar og vil kunne tages med og læses overalt, i haven, i toget, på sofaen, på stranden. Den er fremtidens elektroniske avis og udvikles i disse år på den amerikanske aviskæde Knight-Ridders forskningscenter The Information Design Lab i Boulder, Colorado.

Den elektroniske avis vil have sider, som man kan "bladre" i ved at trykke på skærmen. Men indholdet er et mix af interaktiv tekst, fotos, grafik, video og lyd. Medarbejderen på den elektroniske avis, den digitale nyhedsjournalist, vil først og fremmest være skrivende, men vil beherske multimedia.

Denne elektroniske avis har et indbydende grafisk design. Et tryk på skærmen på en kort forsideartikel trækker en længere, mere uddybende artikel frem. Et tryk på et foto starter en kort video. Et tryk på et fremhævet ord giver en ordforklaring. Og en kunstig stemme kan læse hele artikler op for brugeren.

I hundreder af år har tekst været uløseligt knyttet til papir. Men papir kan ikke længere hamle op med elektroniske medier i konkurrencen om at formidle indhold, viden, sammenhæng og perspektiv. Mens de trykte medier dør, vil tekst overleve i elektronisk form, forudser Fidler.

"Mange tror, at tekst vil forsvinde. Men tekst er uovertruffent som meddelelsesmiddel og vil komme stærkt igen, når det kombineres med bl.a. video til multimedieform," siger Fidler.

Han hævder, at førende aviser i de vestlige lande inden år 2000 vil være elektronisk til rådighed på et globalt netværk. Det betyder, at en abonnent på New York Times vil kunne tappe dagens avis i København. Og at en abonnent på Berlingske Tidende kan få sin avis leveret elektronisk i New York.

© Digital-Journalisten Jens Jørgen Madsen & Nils Ulrik Pedersen 1994

Copyright © Nils Ulrik Pedersen 1994


Journalist Nils Ulrik Pedersen * Internet * Digital kommunikation
* E-mail: nup1@inet.uni2.dk * Homepage: http://www.inet.uni2.dk/~29744