Cyber-reporterAf Nils Ulrik Pedersen & Jens Jørgen MadsenPhilip Elmer-DeWitt, videnskabsjournalist på Time, bruger mindst en time hver dag i cyberspace. I forbindelse med næsten hver eneste historie, han skriver, tjekker han, hvad der bliver sagt om emnet i det elektroniske univers. "At gå online er som regel en god måde at blive ført ind i en sag på. Stoffet på Internet er bedre, end hvad man kan læse i aviserne. Folk online ved noget om sagerne, fordi de ofte selv er eksperter. Det er som at tilbringe dagen i telefonen med eksperter. Eller være med til en videnskabskonference med hver eneste hjertespecialist i USA," siger Elmer-DeWitt. Journalisten John Markoff, der dækker computerindustrien for New York Times, bruger det elektroniske netværk som et "vindue ind i nye miljøer": "Cyberspace er vigtigt for mig til at finde ud af, hvad der foregår, hvilke emner, der er hottte, og hvilke kilder, jeg kan bruge. Det er en ny måde at være up to date på. Det giver mig et vindue ind i områder, jeg ellers ikke ville have," siger Markoff. Han finder, at cyberspace bliver vigtigere i takt med at flere kilder får e-mail. Da journalist Pete Carey på San Jose Mercury News sidste år lavede research på en historie om arbejsløshed blandt amerikanske computerprogrammører, sendte han en e-mail note ud på Internet. Han fik svar fra programmører i USA, Europa og Sydøstasien med nye oplysninger og modsatrettede synspunkter. Cyberspace-researchen gav også en ny vinkel: At underbetaling af udenlandske programmører i USA var medvirkende til arbejdsløsheden blandt amerikanerne. Careys artikler blev anledning til, at Hewlett-Packard og andre store high-tech firmaer ændrede lønpolitik. © Digital-Journalisten 1994 - Jens Jørgen Madsen & Nils Ulrik Pedersen Copyright © Nils Ulrik Pedersen 1994 |